Indholdet på denne side er markedsføring
2015 handler om olie
Det næste halve år vil den største globale geopolitiske trussel være, hvad vi kan kalde Energiens forår. Det mener Marko Papic, geopolitisk chefstrateg i BCA Research og en af talerne på SKAGENs Nytårskonference 2015.
’Energiens forår’ er det emne, der optager Papic mest på vej ind i 2015. Med oliepriser i frit fald vil den politiske risiko i de energiproducerende lande vokse ifølge Marko Papic.
- Faldende indtægter kombineret med finanspolitisk usikkerhed vil formentlig skabe en negativ dynamik, der kan sammenlignes med risikoniveauet under Det arabiske forår. Denne trussel har imidlertid meget mere vidtrækkende globale konsekvenser end Det Arabiske Forår, understreger Papic.
Et kontrært synspunkt
Marko Papic mener modsat mange investorer ikke, at Islamisk Stat i øjeblikket udgør nogen særlig fare for den globale økonomi. Han anfører, at mediedækningen har skabt et overdrevet fokus på terrororganisationen. Men efter hans mening er Islamisk Stats slagkraft inden for PR langt større og mere avanceret end den militære. Han går så langt som til at mene, at hvis ikke Islamisk Stat lige nu forstyrrede olieproduktionen, ville organisationen i bund og grund være ligegyldig.
Imidlertid har Papic og hans team i BCA længe haft en central tese, nemlig at den manglende stabilitet i Irak truer investorerne. Iraks hovedrolle i den fremtidige olieforsyning bør ikke undervurderes. Investorerne stoler tilsyneladende uforbeholdent på skifergasproduktionen i USA. Men Papic understreger, at det haster med at finde anden adgang til olie, hvis olieprisen ikke skal ryge tilbage på 120 USD pr. tønde. Efter hans mening er Irak med sin konventionelle olieproduktion og lave udvindingsomkostninger den oplagte løsning.
2016 og derefter
Østasien har været præget af spændinger i de seneste år. De ser dog ud til at være aftaget indtil videre. Men regionens manglende geopolitiske ligevægt og ikke mindst rivaliseringen mellem Kina og USA udgør de farligste globale risici på lang sigt.
- Investorerne bør afgjort holde øje med Østasien, hvor den eneste virkelige systemiske geopolitiske risiko findes. Jeg tror, at både Beijing og Tokyo i øjeblikket tager en hvilepause fra deres indbyrdes konflikt og konsoliderer sig indenrigspolitisk. På lang sigt tror jeg dog, at spændingerne i Østasien vil blive større, slutter han.
Inden Marko Papic kom til BCA, var han senioranalytiker i efterretningsvirksomheden Stratfor, hvor han udformede den globale geopolitiske strategi. Han er en efterspurgt geopolitisk strateg og har været interviewet af en lang række medier, bl.a. The New York Times, The Wall Street Journal og BBC.
Du kan høre flere af Papics synspunkter under emnet Multipolarity and globalization: Incompatible pairing på SKAGENs Nytårskonference 2015.
Mød Marko Papic til SKAGEN Fondenes Nytårskonference
Marko Papic taler på både dags- og aftenarrangementet til Nytårskonferencen, som bliver afholdt torsdag den 8. januar 2015 på Tivoli Hotel & Congress Center i København.