Indholdet på denne side er markedsføring
Flygtningekrisen værre end finanskrisen
Ian Bremmer er kendt for at levere skarpe analyser, når medier som CNN, BBC og Bloomberg har brug for velargumenterede synspunkter omkring den geopolitiske situationen. Vi har interviewet ham om den turbulente situation i Europa og Mellemøsten og de mulige konsekvenser på finansielle markeder.
Den amerikanske geopolitiske analytiker og professor Ian Bremmer er en af hovedtalerne på nytårskonference i SKAGEN Fondene. Bremmer er grundlægger og administrerende direktør i Eurasia Group - et internationalt rådgivningsselskab indenfor politisk risiko. Vi fangede ham til et interview om det, der optager ham mest lige nu.
Europa oplever en krise uden sidestykke. Når gældskrisen ser ud til at have lagt sig er flygtningekrisen blevet særdeles aktuel. Tror du der findes en EU-løsning på flygtningekrisen?
- Hvis spørgsmålet er om Europa selv kan forhindre flygtningestrømmen fra Syrien er svaret nej. Syrien er rent kaos lige nu og vil fortsat være det i den nærmeste fremtid. Frankrig er naturligvis mere motiveret end nogensinde til at tage kampen op mod IS efter terroren i Paris. Men for at besejre IS vil det kræve militære styrker og en fælles front. Det har indtil videre været vanskeligt at finde for alliancen. Det grundliggende problem består i at alle aktører, der er indblandet i kampene, har hver sine prioriteringer med overlappende allierede og fjender.
Vil EU komme frem til en fælles løsning på flygtningekrisen?
- Det er et vældig interessant spørgsmål. Den nuværende flygtningekrise er den største trussel som EU nogensinde har stået overfor. Den er meget større end finanskrisen. Der er blevet talt om et "todelt Europa" i flere år nu. Der har været fokus på den store polarisering mellem «kernen» og «periferien» i EU. Men flygtningekrisen har vist, at den virkelige polarisering, som truer Europa, er den mellem de etablerede pro-Europapartier og de euroskeptiske populistiske partier. De seneste hændelser i Paris vil kun øge denne spænding.
Hvad tror du EU (og medlemslandene) vil gøre for at forsøge at løse flygtningekrisen?
- De vil gøre så meget som deres nationale politik tillader dem at gøre. EU er gode til at blande problemerne sammen og skubbe dem foran sig, for så at håbe, at det løser sig. Dette har for det meste fungeret fint. Særligt i tilfældet med Grækenland. Dette vil ikke komme til at gå, når det kommer til flygtningekrisen. Tyskland har allerede forsøgt at gå forrest og erklære sig åben for at tage imod flygtninge, mens resten af Europa har forsøgt at stoppe dem. Derfor må EU-landene gå tilbage til forhandlingsbordet. Jo længere de venter, desto større bliver problemerne. Vi må ikke glemme, at vinteren er på vej. Presset på at finde en løsning på flygtningeproblemet kommer til at blive mere intenst jo mere temperaturen falder i hele Europa.
Efter at have været ude i kulden for en stund virker det som, at mere autoritære politiske ledere i demokratier som Ungarn og Israel, og i mindre demokratiske lande som Tyrkiet, Rusland og Hviderusland er kommet ind i varmen igen. Tror du, at vi ser en retning mod mere autoritære ledere?
- Verden bliver stadig mere kaotisk. Autoritære ledere giver et vist indtryk af struktur og orden. Individuelle personligheder spiller åbenbart en rolle her. Men ser vi en ny trend af pseudo-demokratiske autoritære ledere? Jeg tror det ikke. Den virkelig uafhængige trend lige nu er en øget grad af ekstremistiske politikere. Både til højre og venstre. Særlig i Europa, hvor terrorangrebet i Paris vil kaste mere benzin på bålet.
Når du kommer til Nytårskonferencen i januar, skal du uddybe dit syn på de mest aktuelle globale risici for investorerne. Nu her en måned før jul, hvad ser du som de største globale risici?
- Den største risiko er uden tvivl den syriske flygtningekrise og påvirkningen af den europæiske politik.
En anden stor risiko er fragmenteringen af den sunnimuslimske blok i Mellemøsten, hvor særligt den Saudiarabiske indflydelse er reduceret. En del af dette har at gøre med faldende oliepriser, som indebærer, at Saudi-Araberne har langt mindre indflydelse end de havde for bare et par år siden. Det har fået Iran til at rykke på sig. Kernevåbenaftalen, som landet har underskrevet, har gjort Iran mere offensiv i de forskelige konflikter som præger regionen. Dette har øget den langvarige og destabiliserende rivaliseringen mellem Iran og Saudi-Arabien.
En tredje risiko er Kina. Efter en årrække, hvor man har sagt, at Kina er i færd med at udvikle sig, kan vi nå slå fast at Kina har udviklet sig. Kineserne har indset, at de må gå fra en eksportdrevet økonomi til en forbrugerdrevet økonomi. Dette skaber flere udsving for hele verdensøkonomien. Vi har allerede set, hvordan dette rammer råvareeksportører. Investorer må forberede sig på flere forandringer fremover.