QE-programmerne og inflation

Det er nu syv år siden finanskrisen toppede og daværende centralbankchef i USA, Ben Bernanke, påbegyndte sit første QE-program (kvantitative lettelser). Dollarproduktionen blev sat i højeste gear. Målet var at stimulere den amerikanske økonomi, og undgå de efterdønninger som man oplevede efter børskrakket i 1929. Dengang fulgte et helt årti, hvor USA var sendt til tælling. I en tid, hvor der ikke var nogen kunstig stimuli til at komme på fode igen.

I god Keynesiansk ånd har myndighederne denne gang gjort, hvad de kunne for at stimulere økonomien. Den ene QE efter den anden har uddelt milliarder af dollar, og købt statsobligationer for "alle pengene". I tillæg har Fed (og andre centralbanker), sat den rente, som bankene får på indskud så lavt, at det skulle fremtvinge øget udlån og investeringer.

Baseret på økonomiske lærebøger burde inflationen i USA havde været skudt i vejret. Det er dog ikke sket. Overinvesteringer i råvareindustrien i årene før finanskrisen, ny teknologi og enorme slæk på udbuds- og arbejdsmarkedssiden har holdt priserne nede. Finansbranchen har også været hårdt ramt i årene efter finanskrisen samtidig har de øgede kapitalkrav fra myndighederne ikke ligefrem udløst en bølge af udlån.

Omkostningsbesparelser, fusioner, aktietilbagekøb og højere udbytter har sammen med de rekordlave renter ført til høj inflation i egenkapitalen, på obligationer og i ejendomsmarkedet. Hvilket dog ikke er kendt som en type inflation, der er medtaget i de officielle inflationstal.

At resten af verden efterfølgende har fulgt den amerikanske centralbank eksempel, har kun forstærket inflationen globalt i de førnævnte aktivklasser. Undtagelsen har været vækstmarkederne. Her har selskabernes øgede belåning, dårlige investeringer og fald i lønsomheden præget aktie- og obligationsmarkederne. Svækkede valutakurser, øget fokus på omkostninger, lavere inflation og renter, kan imidlertid også udløse inflationen i aktiverne i denne del af verden.

Tilsyneladende er det de mange QE-programmer fra USA i vest til Japan i øst, der skal have æren for de seneste gode år for aktie- og obligationsinvestorerne. At den globale økonomi nu vokser i et brugbart tempo er af mange blevet negligeret. Den kinesiske økonomi giver fortsat det bedste absolutte vækstbidrag til verdensøkonomien (med USA på en god andenplads). Og overgangen fra investeringer i bygge- og ejendomsmarkedet til øget forbrug går bedre end mange havde frygtet. Servicesektoren udgør en stadig større andel af Kinas BNP.

I den udviklede del af verden synes det nu som om, at USA er den eneste nation som, tilsyneladende formår at få sat tilstrækkelig fart i økonomien og jobmarkedet til at inflationsmålet på to procent er inden rækkevidde.

I resten af den civiliserede verden er det fortsat deflationsspøgelset, som er den største trussel for investeringer og vækst i økonomien. Det tilsiger fortsat fuld fart på QE og historisk lave renter i lang tid. Med andre ord; Fortsat opsparing og investeringer i aktier, obligationer og ejendom. Feds længe frygtede øgning af styrerenten fra nul til en kvart procent – som jo signalerer, at økonomien går godt - kan ikke rykke ved dette. Men muligvis skabe kortsigtet turbulens i kapitalmarkederne.

Denne kommentar har været på tryk i Dagens Næringsliv.