Ideen om en grøn genopretning har på det seneste været i centrum, og entusiasmen herfor fortsætter med at vinde fart, men problematikken om en genopretning med jobmangel er også blevet diskuteret.
I krisetider søger virksomheder at forbedre deres konkurrencemæssige position ved at tilpasse deres aktiviteter. Samlet set fører dette til perioder med en genopretning af økonomien præget af jobmangel, indtil kapaciteten igen bliver begrænset og ekspansion eller nye virksomheder kan rumme de arbejdsløse.
Bør vi fra et ESG perspektiv være bekymrede for en grøn – men potentielt arbejdsløs – genopretning?
Phillipskurvens død?[1]
Helt præcist er problemet ikke nødvendigvis de absolutte beskæftigelsestal, men snarere karakteren af det moderne job. Det amerikanske arbejdsmarked fortæller forsigtigt en histore om, hvorfor kvaliteten af et job betyder noget for den samlede trivsel for både en økonomi og dens borgere.
Phillipskurven siger, at når beskæftigelsen stiger, stiger lønninger ligeledes. Indtil for nylig, var arbejdsløsheden i USA på det laveste i 50 år.[2]
Alligevel er lønninger forblevet stillestående, hvilket igen har en effekt på den samlede efterspørgsel.[3]
Til dels har overgangen fra en fremstillingsdrevet til en servicedrevet øknonmi skabt større ulighed i vores samfund. Da et stort antal ufaglærte produktionsopgaver er blevet erstattet af færre kavlificerede medarbejdere, er de ufaglærte søgt mod servicesektoren, hvor de har konkurreret om jobs til relativt lavere lønninger.
Samtidig er anstændigt arbejde, økonomisk vækst og reducerede uligheder lige så vigtigt for en bæredygtig fremtid og er bæredygtige udviklingsmål i sig selv. Den strukturelle betydning af disse indikatorer bliver mere og mere tydelig.
Industriarbejde og automatisering
Erstatning af jobs eller at forbedre effektiviteten og optimere omkostningerne er ikke en virksomhedserstatning. Automatisering er ofte nødvendigt og betragtet som komplementær til den eksisterende arbejdstyrke ved yderligere at forbedre produktiviteten og sikkerheden. Alligevel har COVID-19 også understreget, at krisen har haft haft en indflydelse på forskellige aktører på arbejdsmarkedet. Mens funktionærer i vid udstrkning er blevet forskånet, er industriarbejdere og medarbejdere i frontlinjerne blevet udsat for langt flere risici. Desuden risikerer disse arbejdstagere at blive erstatte gennem automatisering.[4]
Hvad betyder det for investorerne?
Der er et behov for at forstå og kontrollere de eksternaliteter (både positive og negative), der opstår på arbedjsmarkedet i form af gode højkvalitetjobs kontra dårlige lavkvalitetsjob. Udover et skub for at øge betydningen af demokrati og repræsentation på arbejdspladsen, ser vi et tydeligt pres på virksomhederne til at takle både deres miljømæssige og samfundøkonomiske eksponeringer.
Som investorer er vi lige så bekymrede for sociale eksternaliteter som for miljøeksternaliteter. Derfor mener vi også, at viksomheder, der sikrer trivsel for deres arbejdsstyrke i form af retfærdig løn, der baner vejen for anstændige levestandarder, og sikre arbejdsvilkår, vil blive belønnet med en mere motiveret og sundere arbejdsstyrke.
På lang sigt, kan der ikke skabes værdi ved at udnytte arbejdstagerne.
Virksomhedsengagement
Som investorer kan vi engagere os i og opretholde pres på virksomheder, brancheorganisationer og regeringer. I 2019 og i løbet af det første halvår af 2020, har vi samarbejdet med flere porteføljevirksomheder om at forbedre de sociale eksponeringer, som vi mener er væsentlige for potentielt negativ og positiv indvirkning på deres forretning. Vi er f.eks. i løbende dialog med flere visomheder om deres håndtering af menenskerettighedeksponeringer.
Sidste år samarbejde vi succesfuldt med Hyundai, hvilket resulterede i, at virksomheden formaliserede en fri foreningspolitik og forbedrede dialoger og rutiner om arbejdsforhold. Vi har også haft et tæt samarbejde med Samsung Electronics for at opmunte dem til at forbedre arbejdsmarkedsrelationer.
På den anden side er vi vidne til en forværring af arbejdsmarkedsrelationerne i den ameriaksnke fødevareindustri, og går i dialog med virksomheder i kølvandet på COVID-19 krisen.
En vigtig langsigtet trend
Vi er i en tid, hvor vi gennem regulering og ansvarlig beskæftigelse skal tage arbejdstagernes sundhed mere alvorligt, både ved at give lønninger, der dækker leveomkostningerne og sikre sunhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Vi mener, at samfundsmæssige eksternaliteter, som enten produceres af virksomheder eller påvirker dem, vil fremstå som en vigtig langsigtet tendens i kølvandet på den aktuelle krise.
Som med de fleste bæredygtighedsspørgsmål kan disse ikke løses uden et bredt samarbejde. Udover håndhævelsesreglerne kan regeringer f.eks. yde støtte til forbedring af færdigheder og omskoling. Regeringerne bør også sikre, at en grøn genopretning omfatter arbejdstunge jobs – dette er et af de få elementer, som Green Deal er blevet kristseret for ikke at takle i tilstrækkeligt omfang.[5]
Virksomheder kan på den anden side benytte sig af offentlige partnerskaber for at innovere og yderligere udvide deres arbejdsevne, sikre at de og deres forsygningskæder fungerer i overensstemmelse med globale normer og bedste praksis, samt indføre passende mekanismer til at imødekomme trivsel for deres arbejdsstyrke.
Forbrugeren – eller kunden – siges ofte at være den vigtigste aktør i økonomien. I dette tiflælde har enhver virksomhed et incitement til at sikre, at deres arbejdstagere, i deres egenskab af forbrugere, kan fortsætte med at stimulere økonomiens samlede efterspørgsel.
Blomstrende udbud- og efterspørgselsforhold i den reale økonomi bør også være af interesse for investorerne.
Læs vores bæredygtighedsrapport for Q2 2020 her.