Klimaforhandlingerne i Glasgow afstedkom en aftale i slutningen af forhandlingerne. Forhandlinger, som i høj grad var præget af en retorik, der fokuserede på at "skrue op for tempoet" og på 1,5 graders-målet fra Parisaftalen. De sædvanlige modpoler opstod: de industrialiserede lande mod udviklingslandene, de ressourcestærke mod de ressourcesvage og de nølende mod de ambitiøse. Indholdet i aftalen består derfor i høj grad af genopfriskede forpligtelser fra tidligere topmøder.
På den måde levede topmødet altså op de til forventninger, man havde på forhånd. Der er dog alligevel et par punkter, som er værd at notere sig:
På kulfronten var det mest betydningsfulde resultat fra forhandlingerne en mere specifik henvisning til fossile brændstoffer i aftaleteksten. Ved første øjekast lignede det, at der var indgået en aftale om helt at "udfase" kul og andre "unødige" fossile subsidier. Mod slutningen af forhandlingerne ændrede en delegation dog på dette. Flere af udviklingslandene, ledet af Indien og Kina, ændrede nemlig ordlyden til "nedfasning". Det kan umiddelbart lyde som en ligegyldig petitesse, men det har taget over 20 år med internationale klimaforhandlinger at nå frem til, at man overhovedet har kunnet pege på det som en mulig del af løsningen. Det understreger også, hvor langsomme og komplicerede sådanne forhandlinger er.
Selvom at aftaleteksten ikke levner naturbaserede løsninger meget plads, så er der ingen tvivl om, at de naturbaserede løsninger kan spille en vigtig rolle, når det kommer til at få reduceret CO2-udledningen. Hvis man vælger at bruge de naturbaserede løsninger, så skal man dog være opmærksom på, at man gør naturen til en handelsvare. Man kan nemlig købe CO2-kvoter på egen hånd og dermed kompensere for sit CO2-udslip (CO2-udslip fra individer og virksomheder) Samtidig skal de naturbaserede bidrag ses i et større perspektiv: at modarbejde afskovning og værne om økosystemerne på land og til havs er helt essentielt, når det kommer til at varetage klimasystemer, biologisk mangfoldighed – og til at binde CO2 ved hjælp af fotosyntese.
Derudover er kernekraft også kommet på tale igen: eksperter og medier fremhævede flere gange, at forhandlingerne og samtalen i Glasgow i større grad havde et åbent syn på atomkraftens potentielle bidrag, når det kommer til at levere lavs-udslips energi. Det er et positivt tegn, når man ser det i lyset af, at energikrisen har understreget sårbarheden ved sikker tilførsel af lav-udslip og bæredygtig energiforsyning. Kernekraften kan dermed skabe ny vej for udviklingslandene, hvor man bruger kernekraft i stedet for fossile kilder uden at gå på kompromis med økonomiske vækstudsigter. Mulige rammevilkår fra stater kan også bidrage til den svært tiltrængte teknologiske revolution, når det kommer til atomkraft – særligt når det handler om at reducere omkostningerne ved konstruktion og produktion.
Der var også en lang række emner, som mange havde håbet, var en del af agendaen, men som ikke blev til noget. Lige siden Kyoto-protokollen har internationale klimaforhandlinger fejlet på et område, som de ellers har haft alle muligheder for at ændre: effektive CO2-afgifter, som stimulerer ændringer i det underliggende udbud og efterspørgsel. Afgifter på CO2 er nemlig i høj grad meget frivilligt, også selvom de juridiske markeder i højere grad vokser frem uden for Europa. Samtidig må målet for CO2-afgifterne heller ikke være at kompensere for udledningen, men nærmere at vise omkostningerne for samfundet på en måde, som motiverer til innovation og forandringer inden for udledning.
Hvad betyder aftalen?
Klimaaftalen i Glasgow er en bred aftale, som bygger på forudgående klimaforhandlinger, da den bekræfter allerede indgåede aftaler, og dermed langsomt flytter kloden i en mere bæredygtig retning. Inden Parisaftalen var vi på en katastrofal kurs med temperaturstigninger på 3,5-4,2 grader. Efter COP26 er stigningerne nede på 2,1-2,4 grader. Årlige klimaforhandlinger vil højst sandsynligt ændre på stigningerne – bare ikke hurtigt nok. Derfor fokuserede man også på at udvikle planer og mekanismer, så vi kan tilpasse os til en verden, som unægtelig bliver varmere. I takt med at vi forstår omstillingens krav bedre, tegner der sig også et bedre billede af CO2-udslip på globalt plan. Derfor er der faktisk også plads til en smule optimisme, når anerkendte forskere og organisationer gør brug af teknologiske og analytiske fremskridt til at ændre kurven fra stigende til flad. Der er selvfølgelig stadig diskussioner om, hvorvidt man kan dette, og der er stadig meget, der mangler at blive diskuteret, før vi har et endeligt svar.
Regeringer og parlamentarikere sigter mod at trække klimaaftalen ned på et lokalt niveau, så man kan forhandle med indbyggerne om konkrete løsninger. Noget, som man håber, vil føre til mere specifikke færdselsregler – også for finansmarkederne. Aftaleteksten fokuserede meget på, at finansieringen er helt essentiel for at opfylde Parisaftalens mål. Her er perspektivet dog en hel del bredere end bare finansmarkederne, da man også kigger på diverse fonde, støttefunktioner samt statslige- og internationale organisationers roller (f.eks. Verdensbanken). Der er heller ingen tvivl om, at privat kapital kommer til at spille en helt central rolle i forhold til at udfylde finansieringsbehovet. ESG-principperne i finansmarkederne ser altså ikke ud til at gå af mode lige foreløbigt. Aftalen giver også en række indikationer om, hvordan verden bevæger sig. Og til trods for, at mere tydelige regler vil komme i fremtiden, så bør finansmarkederne allerede nu tage stilling til aftalens indhold. Med aftalen kan vi nemlig evaluere vores egen rolle og overveje, om vi bidrager så meget, som vi tror og ønsker.
Pas på den varme luft
Uden at have noget imod topmødets ambitiøse niveau og retorik, så kan man opsummere mødets resultater som en lang række overordnede punkter, der virkelig har behov for at blive underbygget af noget substans. Skåret ind til benet så siger aftalen "Vi er enige i, at følgende er vigtigt". Det, der vil styre implementeringen fremover er, at man overholder reglerne og udvikler principperne lokalt. Omvendt vil disse lokale tiltag blive et kludetæppe af varierende kvalitet og ambitionsniveau på tværs af landet. Det er dog forventet, når man bryder ud af en global og fossilbaseret økonomi. Derfor er det også tvingende nødvendigt, at nationale tiltag sker på forskellige niveauer – efter princippet om at "ansvaret er fælles, men forskelligt baseret på nationale omstændigheder".
Selvsamme ambitionsniveau og de dertilhørende forventninger blev dog sænket en del, da hverken Xi Jinping, Vladimir Putin eller Jair Bolsonaro dukkede op ved topmødet. Det ligger ellers lidt i ordet, at førnævnte personer skal deltage ved internationale klimaforhandlinger. Det er nemlig nødvendigt, at statsledere præsenterer deres visioner og lederskab for resten af verdenssamfundet. Det faktum at statsledere fra de centrale ikke-vestlige lande overhovedet ikke deltog, sår tvivl om, hvorvidt landene fremover anser internationale forhandlinger som et forum, de vil bruge deres tid på. Man glemmer hurtigt, at international politik handler mindre om politik på tværs af lande og mere om politik mellem lande.