Både den amerikanske centralbank, Fed, og de øvrige centralbanker arbejder for at begrænse de økonomiske konsekvenser af coronakrisen. Bank of England, Norges Bank og mange andre centralbanker har sænket renten. Andre tiltag – fx billige lån til banker, kvantitative lettelser og lavere krav til bankernes kontantbeholdninger – har alt sammen til formål at sikre likviditet og kreditfaciliteter til markedet. Flere regeringer har oven i det iværksat økonomisk hjælp og støttepakker.
Bevægelserne i statsobligations- og valutamarkederne har været ekstreme. Risikopræmierne er udvidet, og valutaer generelt svagere, eftersom disse ikke længere betragtes som 'trygge havne'. Selv Tyskland og USA oplevede meget høj volatilitet i sidste uge. Chefen for Den Europæiske Centralbank Christine Lagardes kommentar ved bankens pressekonference torsdag om, at "det ikke er ECB's job at sikre lave kreditspænd i eurozonen", ledte til et massivt øget spænd på statsobligationer i Eurozonen, lige fra Frankrig til Grækenland (relativt til Tyskland). Vækstmarkedsvalutaer og -renter er særligt hårdt ramt, præcis som tilfældet altid er i perioder, hvor investorerne flygter til tryggere havne.
Udvalgte aktiviteter i vores aktiefonde:
SKAGEN Global
- Porteføljeforvalterne holder fortsat fokus på bottom-up, fundamental research af eksisterende og nye positioner for at udnytte den ekstreme volatilitet og forbedre porteføljens potentiale på den lange bane.
- Efter kollapset i olieprisen er fonden atter gået ind i energisektoren med en ny position. Forvalterne mener, at potentialet for afkast i forhold til risiko med en oliepris på ca. 30 dollar pr. tønde så småt begynder at ændre sig.
- SKAGEN Global har en lav kontantbeholdning for at kunne forblive fuldt investeret i markedet. Porteføljen er vel diversificeret med en god likviditet
SKAGEN Kon-Tiki
- Fondens aktier inden for cyklisk forbrug og energieksponeringen er blevet ramt hårdt, men forvalterne har alligevel øget positionen i Ivanhoe Mines. Dette selskab er stadig i projekteringsfasen med finansieringen på plads – og strategisk støtte fra Kina.
- Porteføljeforvalterne har øget positionen i Shell på grund af den attraktive udlodningsprocent, som vi forventer bliver fastholdt. Store energiselskaber er blevet hårdt ramt, og forvalterne mener, at denne type selskaber vil have en defensiv modstandskraft i takt med, at frygten for en recession tager til
- SKAGEN Kon-Tiki har fastholdt 6 pct. af fonden i kontanter, hvilket giver mulighed for at udnytte fremtidige muligheder. Teamet har benyttet faldet i markedet til at tilføje tre nye positioner, som alle har været fulgt tæt gennem en længere periode. Vi benytter nu muligheden for at teste disse tre selskaber i takt med, at kursen på aktierne falder.
- Forvalterne arbejder for at opretholde porteføljens attraktive karakteristika i en periode med store udsving, og vi mener, at vi har en god balance mellem en defensiv tilgang og selskaber med potentiale for et fremtidigt løft i værdiansættelsen. Eksempelvis har 33 pct. af selskaberne i porteføljen flere kontanter end gæld på balancen.
SKAGEN m2
- Ejendomssektoren er kommet bedre igennem de voldsomme kursfald end det brede indeks. Men da markedet vendte rundt fredag d. 13. marts, kunne ejendomsaktierne ikke helt følge med op.
- I begyndelsen af den store korrektion opførte ejendomsaktierne sig irrationelt, sandsynligvis drevet af de algoritmer, der udløser automatiske salgsordrer. Eksempelvis så vi, hvordan almindeligvis modstandsdygtige undersegmenter som self-storage, privat udlejning og selskaber med lange lejekontrakter (fx social infrastruktur og datacentre) blev solgt fra i lige så høj grad som ejendomsselskaber med korte lejekontrakter og mere cykliske egenskaber (fx hoteller) ejendomsselskaber som normalt udvikler sig parallelt med den økonomiske vækst (fx kontorudlejning), samt selskaber med stor gæld. Dette ændrede sig i ugens løb, hvor mønstret begyndte at afspejle en mere rationel adfærd.
- SKAGEN m2 har haft svært ved at holde trit med det USA-tunge referenceindeks. USA er nemlig endnu ikke lige så påvirket af virusudbruddet som Europa og Asien og har sænket renten og lanceret en række stimulipakker, som gavner ejendomssektoren. Fed er klar til at tilføre mere end fem billioner dollar og signalerer, at man er klar til at gøre, hvad det end kræver for at holde renten på et rimeligt niveau.
- SKAGEN m2 har en overvægt i europæiske selskaber, som fortsat befinder sig i COVID-19-stormens centrum. Fonden har haft gavn af den langsigtede strategi, hvor der investeres en stor andel af porteføljen i såkaldt "defensive vækstselskaber".
SKAGEN Focus
- I forbindelse med faldet i markedet har SKAGEN Focus haft mulighed for at gå ind i en række nye amerikanske positioner, hvor forvalterne ser en 50-procents upside inden for to-tre år. Blandt disse finder man banken Citizens Financial, fjerkræproducenten Pilgrim's Pride og mediekoncernen Disney. Focus har også kig på flere andre amerikanske selskaber.
- Fonden har yderligere reduceret porteføljens risiko, knyttet til selskaber med stor gæld. Som et eksempel er positionen i ThyssenKrupp helt solgt fra, og positionen i kemiselskabet Dow er trimmet. Sidstnævnte har en indirekte eksponering mod olie.
- Korrektionen har øget polariseringen mellem "billige" og "dyre" aktier yderligere, illustreret ved kløften mellem value og kvalitet/vækst. Forvalterne har en stærk overbevisning om, at fremgangen – hvornår den end kommer! – vil være drevet af netop de value-selskaber, der lige nu handles til ekstremt lave priser. Denne mulighed ser man også i porteføljens store upside-potentiale over to-tre år.
- Fondens kontantposition er 7 pct., som vil blive udnyttet gradvist til at øge eksisterende positioner og optage nye attraktive positioner med pressede vurderinger.
Det er værd at huske, at vi som langsigtede investorer har oplevet store op- og nedture i markederne mange gange. Markederne er altid steget igen efter nedturen. Derfor er tålmodighed helt afgørende. I en periode som denne med høj volatilitet og stor usikkerhed anbefaler vi altid, at du tager en snak med os, før du handler. Du er meget velkommen til at kontakte vores rådgiverteam, hvis du har spørgsmål til dine investeringer.