Gå til hovedindhold
Vores fonde chevron_right
Invester i fonde chevron_right
Rådgivning chevron_right
Kontakt os chevron_right
Nyheder chevron_right

Indholdet på denne side er markedsføring

6 min læsetid

Vaccine-nyheder og value-rotation smittede positivt af i november

Lovende vaccinenyheder, større risikovillighed oven på det amerikanske valg og ikke mindst forventninger om en mere robust verdensøkonomi gjorde november til en yderst positiv måned på aktiemarkedet. Og ikke nok med det – de positive udsigter førte også til en længe ventet rotation mod value-aktier. De positive makroøkonomiske udsigter resulterede nemlig i en stejl stigning i rentekurven, hvilket det slagne value-segment – og især finansselskaberne – nød godt af.

I SKAGEN kunne samtlige fem aktiefonde fremvise positive afkast i november, og tre af vores fonde præsterede endda tocifrede afkast og slog desuden deres respektive indekser. Flottest så det ud i SKAGEN Focus, der slog sit indeks med hele fem procent.

SKAGEN Focus

Vores fokuserede small-/mid-cap-aktiefond SKAGEN Focus præsterede et afkast på 15,2 pct. i november og gav dermed sit referenceindeks baghjul, indekset sluttede nemlig måneden med 10,2 pct. i afkast.

Det var især fondens positioner i industrien, der trak i rigtig retning. Især to selskaber bidrog positivt efter stigende indtjening, nemlig SAF-Holland, der hører til blandt de absolut største leverandører til lastbilindustrien i Europa, og tyske Norma, der producerer komponenter til industrien.

Også råvarer klarede sig flot. Således ydede både positionen i canadiske Parex, der udvinder råolie i Columbia, og i Ivanhoe Mines, der driver kobberminer, stærke bidrag. SKAGEN Focus solgte sig ud af OZ Minerals og Eagle Materials, da begge ramte kursmålet. Omvendt købte fonden sig yderligere ind i den finansielle sektor med en øget position i forsikringsselskabet Lincoln International og luftfarts-leasingselskabet AerCap.

To helt nye positioner i fonden står dels den japanske bank Resona Holdings og dels Argonaut Gold for. Resona handles til en fornuftig pris sammenlignet med indtjeningspotentialet og muligheden for konsolideringer i den japanske banksektor. Argonaut er et canadisk mineselskab, der handles med en betydelig rabat, og hvor porteføljeteamet ser flere katalysatorer, der kunne tyde på en revurdering på den mellemlange bane.

SKAGEN Vekst

Vores nordisk-fokuserede fond SKAGEN Vekst slog sit indeks med næsten fem procent i november. Fonden landede med et afkast på 16,2 pct., mens referenceindekset kun nåede 11,3 pct.

SKAGEN Vekst drog fordel af udsigten til en snarlig COVID-vaccine. Samsung og Applied Materials blev højdespringerne og fik god hjælp af de forbedrede økonomiske udsigter såvel som af de klare tegn på stigende efterspørgel på memory-produkter, hvilket giver et strammere spænd mellem udbud og efterspørgsel.

I modsat ende af spektret trak det danske farma-selskab Novo Nordisk nedad, og det samme gjorde kinesiske China Mobile.

SKAGEN Vekst købte sig ind i et enkelt nyt selskab i november: Den svenske producent af hygiejneprodukter Essity. Essitys aktie har haft et hårdt år på grund af nedgang i efterspørgslen fra især hotel- og restaurationsbranchen. Men fonden ser en klar upside i aktien, efterhånden som efterspørgslen atter stiger de kommende år, og særligt Asien kan blive et interessant marked for selskabet.

SKAGEN Kon-Tiki

Vores vækstmarkedsfond SKAGEN Kon-Tiki sluttede måneden godt og vel tre procent foran sit indeks med et afkast på 10,0 pct. mod 6,8 pct. i benchmark-indekset.

Samsung Electronics og Micron – begge selskaber med fokus på ram – blev periodens topperformere, og i fonden mener man, at vi befinder os i begyndelsen af en opadgående spiral, hvor der er yderligere upside at finde.

Forsikringsselskabet Ping An Insurance kom flot igen i måneden, og det samme gjorde den landbaserede lakseopdrætter Atlantic Sapphire, der ellers har haft en hård periode. UPL havde til gengæld en svag start på måneden som et resultat af, at auditøren i selskabets Mauritius-datterselskaber aftræder. SKAGEN Kon-Tiki ser imidlertid ikke dette som et reelt problem, særligt ikke da aktierne tilsyneladende allerede har genvundet størstedelen af det tabte.

Det sydafrikanske internetselskab Naspers blev holdt nede af en svag udvikling i teknologisektoren som følger af rotationen mod value. Fonden føjede to nye positioner til i energisektoren i november og gik desuden ind i det indonesiske medieselskab MNC. SKAGEN Kon-Tiki solgte sig ikke ud af nogle positioner i perioden.

SKAGEN m2

Vores ejendomsfond SKAGEN m2 sluttede med et afkast på 9,1 pct. november af en smule bag sit referenceindeks (9,5 pct.).

Der er ikke desto mindre stigende interesse for kontorbyggeri, og på den baggrund købte SKAGEN m2 sig igen ind i amerikanske Columbia Property Trust og initierede også en position i San Francisco-selskabet Prologis. Begge selskaber er funderet i netop kontorer.

Fondens toppræstation kom fra Entra, ligeledes et kontorselskab, der som følger af en budrunde steg markant i slutningen af måneden. Også Aroundtown og CA Immobilien havde en god måned, idet optimismen på vegne af de hårdt ramte subsegmenter i ejendomsbranchen endelig er for opadgående efter månedens gode vaccinenyheder.

SKAGEN m2 solgte sig ud af såvel Equity Residential som Immobiliaria Colonial efter negativ guidance.

SKAGEN Global

Som en af to fonde præsterede vores globale aktiefond SKAGEN Global bag sit indeks i måneden. SKAGEN Global sluttede november med et positivt afkast på 7,1 pct., mens referenceindekset nåede op på 10,2 pct. At SKAGEN Global ikke nåede sit benchmark skyldes især, at fonden har mindre eksponering mod de meget cykliske aktier, der især har draget fordel af rotationen mod value.

Den absolutte toppræstation i SKAGEN Global kom fra den franske familieejede luksuskoncern LVMH, der steg i takt med de andre cykliske aktier. Den dårligste præstation finder vi omvendt i den danske transportvirksomhed DSV, der sandsynligvis trak ned som følger af, at mange ganske enkelt har taget deres overskud hjem efter en periode med stærk performance.

Fonden gik ind i et enkelt nyt selskab i november, nemlig det amerikanske finansielle software-selskab Intuit, der især er kendt for sine skatte- og regnskabsprogrammer. Intuit har en attraktiv indtjeningsmodel, der i kombination med et tydeligt fokus på kundetilfredshed og innovation giver indtryk af en aktie med gode afkastmuligheder på den lange bane.  

I november solgte SKAGEN Global den allersidste bid af forsikringsselskabet Beazley. Hele sektoren har haft hårde kår de seneste år, og Beazleys relative fordele i dette marked er blevet mindre, hvilket har påvirket fondens syn på investeringscasen.

Også det tyske genforsikringsselskab Hannover Re er blevet solgt fra i perioden, da pandemien har gjort et stort indhug i selskabets fundamentale værdi, og det ser ud til, at selskabets buffer er under fortsat pres. Fonden tog endvidere afsked med det amerikanske mediekonglomerat Comcast.

Tilmed nyhedsbrev

Få invitationer, nyheder og gode tilbud direkte i inboxen.

Tilmeld nyhedsbrev arrow_right_alt
Vil du vide mere om investering i vækstmarkeder?

Kontakt vores dygtige rådgivere og bliv klogere i emerging markets-aktier.

Find kontaktinfo arrow_right_alt
Globale aktiemarkeder

Jo mere alt forandrer sig, desto mere forbliver alt det samme

2024 vil bli husket som nok et godt år for aksjemarkedet – med 56 nye toppnoteringer i S&P 500 ... Læs artiklen nu arrow_right_alt

Mere om Globale aktiemarkeder

November 2024: Markedsreaktioner efter valget i USA

November var præget af betydelige politiske og økonomiske begivenheder, hvor især det amerikanske ...

SKAGEN Global: Hvordan vil den nye amerikanske præsident påvirke aktiemarkederne?

Porteføljeforvalter Knut Gezelius forklarer hvordan valget av ny president kan påvirke de globale ...

Oktober: Et afventende marked

De globale aktie- og obligationsmarkeder svingede en del i løbet af oktober måned. Investorernes ...

Historisk afkast er ingen garanti for fremtidig afkast. Andre faktorer, blandt andet markedsudviklingen, porteføljeforvalterens dygtighed, fondens risiko samt omkostninger, kan påvirke fremtidigt afkast. Afkast kan blive negativt som følge af kurstab. Der er risici tilknyttet investeringer i fonde på grund af markedsbevægelser, valutaudvikling, renteudvikling, konjunkturer, samt branche- og selskabsspecifikke forhold. Fondene er denomineret i norske kroner (NOK). Afkast kan stige eller falde som følge af valutaudsving. Før du investerer, anbefaler vi, at du sætter dig ind i fondenes nøgleinformation, prospekter og omkostninger. Du finder nærmere info på www.skagenfondene.dk
Storebrand Asset Management er ejer af SKAGEN-fondene, som efter aftale forvaltes af SKAGENs fondsforvaltere.

Få de seneste nyheder, artikler og invitationer

Ved at tilmelde dig samtykker du til at SKAGEN registrerer din mailadresse til dette formål. Du kan til enhver tid afmelde dig, ved at bruge linket i de e-mails, du modtager. Du kan få mere information i SKAGENs personvernpolicy.

keyboard_arrow_up