Det dummeste – og alligevel allermest udbredte – du kan gøre, når markedet svinger nedad, er at sælge dine aktier i panik. Det næstdummeste, du kan gøre, er faktisk ikke at investere yderligere, hvis du har midlerne, for når pilen peger ned, kan man købe aktier på tilbud.
Men når følelserne raser, træffer vi ofte mindre kloge valg – i hvert fald, når det handler om at opnå et godt, langsigtet afkast.
Lad os tale om følelser
Nu skal vi ikke trætte dig med et leksikon af afhandlinger og forskningsresultater, men der findes mange studier af det, vi kalder for "behavioural finance" eller på dansk: Adfærdsøkonomi. Her undersøger man blandt andet, hvordan folk agerer, når markederne svinger – og ofte handler vi mennesker faktisk præcist modsat af, hvordan vi logisk set burde handle. Vi lader os styre af vores følelser – både i opture og nedture.
Forskning viser, at det påvirker psyken mere end dobbelt så meget negativt at tabe 1000 kroner, end glæden opleves, hvis man vinder samme beløb. Det mærker vi også som fondsforvaltere i urolige tider. Kunderne er bekymrede og tilbageholdende, selvom nedgangstider er et bedre tidspunkt at investere sine penge på end i opgangstider. Hjernen spiller os et pus og lader frygten styre i krisetider. Derfor er aktier, desværre, noget af det eneste, vi ikke køber på tilbud.
Og helt ærligt: Vi forstår det godt. For tænk, hvis de røde tal bliver endnu mere røde? Der skal selvfølgelig være plads til bekymring, men den må ikke være styrende for dine investeringer. Uanset hvad vores reptilhjerne fortæller os, så bør man benytte chancen for at købe kvalitetsaktier på tilbud, når den er der. Præcis som vi køber andre ting, når de får klistret et gult udsalgsmærke på.
Sådan får du et bedre langsigtet afkast
Hvis du har investeret i flere år, har du oplevet urolige perioder før. Det er nemlig ikke unormalt, at aktiemarkederne svinger. På trods af dette kan det være svært at være vidne til, når ens investeringer falder i værdi. Men hvis du har investeret gennem nogen tid, så ved du også allerede, at: Aktiemarkederne vender igen.
Derfor er her et par lette tricks, du kan gøre brug af, hvis du vil øge muligheden for et godt, langsigtet afkast:
1. Forhold dig i ro. Det er vitterligt det bedste råd, vi kan give. Der er tonsvis af forskning, der viser, at dem, der får det bedste afkast, er dem, der enten har glemt eller i hvert fald ikke pillet ved deres fondsbeviser i årevis.
2. Udnyt nedgangen i markedet. Har du penge tilovers? Udnyt de lave kurser til at købe ekstra og fortsæt for alt i verden med at investere løbende. Det er i perioder som disse, at grundlaget for det gode, langsigtede afkast skal lægges.
3. Tænk på noget andet. Vi er vores egne værste fjender, når det kommer til at tage fornuftige beslutninger. Lad aviserne skrive, som de vil, gå en tur eller gør noget andet, der fjerner fokus fra de dårlige nyheder. Oftest beskriver medierne en kort negativ periode, som ingen alligevel kommer til at skænke en tanke i fremtiden.
Logikken vinder
Historien har vist os om og om igen, at dem, der vinder og opnår det højeste afkast i det lange løb, er dem, der investerer løbende over længere tid. Det er faktisk helt logisk. Du får glæde af alle opturene, hvis du er investeret. Og det også at være i markedet i måneder med store udsving er yderst vigtigt for dit afkast. For udsvingene er umulige at forudsige, både i positiv og negativ retning, så ved at være investeret konstant – også når det gør ondt – er du sikker på at ramme skiven.
Et blik på de seneste 30 år viser, at hvis du ikke var investeret i de bedste 12 måneder i den periode, ville dit afkast være reduceret til noget nær nul - også selvom du var investeret i samtlige de resterende 348 måneder! Det er stof til eftertanke, ikke sandt? Tiden er din bedste ven i aktiemarkedet.
Men hvad hjælper det, når aktiemarkederne virker usikre? Det er klart, du bliver nervøs.
På et tidspunkt vender det
Det handler om tålmodighed. Trods store udsving har aktiemarkederne historisk belønnet dem, der har holdt ud. I gennemsnit tager det et marked i frit fald to år, inden det igen viste positive takter. Men markedet vil altid op og frem. Så den eneste fejl, du kan begå som langsigtet investor, er at forlade aktiemarkedet.