Selve ideen om value-investering blev skabt af Benjamin Graham i begyndelsen af 1930'erne. Benjamin Graham var investeringsmanager og lektor ved Columbia University og havde skrevet de to bøger, der stadig i dag står som grundstenene i value-inversteringsteorien: "Security Analysis" (sammen med David Dodd) og "The Intelligent Investor". Verdens nok mest berømte value-investor Warren Buffet var i øvrigt en af Benjamin Grahams elever.
Konceptet bag value-investering er relativt enkelt: Ved at fokusere på helt grundlæggende analyse af selskaberne (fundamentalanalyse) forsøger man som investor at slå aktiemarkedet ved at finde og investere i selskaber, der handles til en billigere pris, end deres indre værdi egentlig berettiger. For at nå frem til, hvad værdien af et selskab reelt er (selskabets "indre værdi"), analyserer man bl.a. potentialet for indtjening, værdien af selskabets aktiver - altså det selskabet ejer (fx bygninger, inventar, lager men også brandværdi) - eller hvor dygtigt selskabet er til at skabe afkast.
Kontrær tænkning
Value-investorer køber ikke ind i ideen om, at markedet er effektivt. De mener ikke, at aktiekursen som følger af et effektivt marked altid vil afspejle den korrekte værdi af et selskab, fordi al den viden, der er nødvendig for at prissætte selskabet er tilgængelig for alle investorer og derfor på et hvilket som helst tidspunkt medregnet i prisen.
Hvis man tror på hypotesen om "det effektive marked", mener man ikke, at der findes fejlvurderede selskaber (hverken over- eller undervurderede) på aktiemarkedet, og ifølge denne teori vil det derfor heller ikke på den længere bane være muligt at slå markedet, fordi markedet altid afspejler den sande værdi af selskaberne. Men som value-investorhus er vi selvfølgelig af en noget anden holdning.
En value-investor som SKAGEN mener, at der altid vil være selskaber, der er vurderet forkert af markedet og dermed handles til en pris, der er enten for høj eller for lav. Value-investorer afviser ikke bare hypotesen om "det effektive marked", de er også ofte såkaldt kontrær-investorer, eller på engelsk: Contrarians. Det vil kort sagt sige, at når alle andre investorer køber aktier, så er value-investorerne ofte i færd med at sælge (eller holde igen), og når alle andre sælger deres aktier, så ser kontrære value-investorer det som en chance for at købe aktier eller holde godt fast i dem, de har.
Value-investering er langsigtet investering
Value-investering er en langsigtet strategi, og det kan sagtens tage flere år, før investeringerne når op på den indre værdi, som value-investoren mener de har. Som tilfældet er med de fleste investeringsstrategier må tilhængerne væbne sig med både den tålmodighed og flid, det kræver at holde fast i en investeringsfilosofi, også når det betyder midlertidige tab. Det er jo heller ikke umuligt, at en value-investor analyserer sig frem til et interessant selskab, hun ønsker at investere i, men så er nødt til at afvente, at aktieprisen falder, før hun kan investere til en tilstrækkeligt attraktiv pris.
I sidste ende er en value-investor mest interesseret i et selskabs indre værdi og stræber efter at købe aktier i selskaber, som de ved har en sund og fornuftig underliggende forretning, uanset hvad andre investorer siger. Den rabat, der ifølge value-investorer kan være mellem den pris, selskabet handles til, og den indre værdi, value-investoren analyserer sig frem til, at selskabet reelt har, er det, Benjamin Graham kalder "the margin of safety" - sikkerhedsmarginen.
En anden berømt value-investor, Seth Klarman, forklarer sikkerhedsmarginen som den rabat, der opnås, "når en aktie handles til en pris, der er så tilstrækkeligt meget lavere end selskabets indre værdi, at der er plads til menneskelige fejl, sort uheld eller ekstrem volatilitet."
Value-investering versus vækst-investering
Ofte kredser value-investering om "jagten på den uslebne diamant", hvorimod vækst-investorer, også kaldet growth-investorer, omvendt har fokus på selskaber, der forventes at vokse hurtigere end gennemsnittet. Det kan være vækst i såvel indtjening som overskud eller frit cashflow. Man forventer ofte et større afkastpotentiale i forbindelse med vækst-aktier, men man løber også ofte en større risiko med vækstfonde end med valuefonde.
Helt generelt forholder det sig ofte sådan, at vækst-fonde slår markedet, når aktiepriserne stiger og underpræsterer markedet, når aktiepriserne falder. Det vil sige, at man som vækst-investor bør have en højere risikotolerance end som value-investor. Og i øvrigt også en længere tidshorisont. I analyser, der sammenligner value-fonde og vækst-fonde,* kan man se, at value-fonde ofte præsterer bedst på den lange bane, så længe den samlede portefølje er tilstrækkeligt afbalanceret.
HUSK! Det er altid en god ide at tage en gratis, uvildig snak med en af vores dygtige rådgivere, før du investerer.
* Fama and French - Value Versus Growth: The International Evidence (1997); Ibbotson Associates - A Comprehensive Set of Growth and Value Data (2003); The Brandes Institute - Value vs. Glamour: A Global Phenomenon (2008)