Coronaudbruddet ramte verden med fuld styrke fra slutningen af februar. Frem til da troede de fleste, at udbruddet ville holde sig til Kina, men fra februar udviklede epidemien sig til at blive et verdensomspændende problem. Fra midten af marts har store dele af den vestlige verden indført social afstand med bred nedlukning af børnehaver, skoler og servicetilbud som konsekvens.
Den af myndighederne pålagte nedlukning har enorme økonomiske konsekvenser. De fleste tror, at den økonomiske aktivitet vil falde i et omfang, vi ikke har set siden den store depression i 1929. Konjunkturindikatorerne, især for servicesektoren, er styrtdykket og indikerer et betydeligt fald i aktivitetsniveauet fremover. Antallet af ansøgninger om arbejdsløshedsunderstøttelse er eksploderet.
Se til Japan
Hvad med renterne efter corona? Er de ekstremt lave renter et forbigående krisefænomen eller vil de vare ved i lang tid fremover? Et helt centralt spørgsmål i den sammenhæng er selvfølgelig, hvordan inflasionen udvikler sig. Vil inflationen og inflationsforventningerne forblive lave, eller vil de massive finanspolitiske stimulipakker bevirke, at inflasionen stiger?
Der er blevet sagt og skrevet meget i forsøget på at forklare, hvordan Japan har undgået inflation og nulrente - den såkaldte "japanificering". En af forklaringerne kan være landets demografiske udfordringer. Japan har en af verdens ældste befolkninger. Både befolkningen og arbejdsstyrken er i tilbagegang. Der spares op, og samtidig er der overkapacitet. Det fører til vældigt lav inflation/deflation og betydeligt lave renter. Europa står over for samme demografiske udfordringer, og mange mener, at Europa er i færd med at blive "japanificeret". USA og andre vestlige lande har ikke de samme store udfordringer på den korte bane, men vil også opleve befolkningstilbagegang på længere sigt.
Andre mener, at Japans demografiske problemer reelt ikke er et problem, så længe Japan er en del af den globale økonomi. de forklarer den vedvarende lave inflation med, at forventningerne har forankret sig på lave niveauer - både inflationsforventningerne og renteforventningerne - og dette er svært at lave om.
Rentevåbenet er brugt op
Coronakrisen kom voldsomt hurtigt, men det gjorde hjælpen også. Både centralbanker og myndigheder var utroligt hurtigt ude med tiltag, der kunne afhjælpe situationen. I udviklede lande, hvor der fortsat var mulighed for at sænke selskabsrenten, er denne blevet sat ned til meget lave niveauer. Eksempelvis reducerede den amerikanske centralbank Federal Reserve (Fed) renten med 1,5 pct., og Norges Bank med 1,25 pct. til 0,25 pct. På den anden side havde to af verdens største og vigtigste centralbanker mere eller mindre allerede opbrugt deres rentevåben. Både i Eurozonen og Japan var renten allerede negativ.
Der blev senest skåret heftigt i renten under finanskrisen. Dengang satte Fed renten ned med tilsammen 500 basispunkter, og den Europæiske Centralbank ESB sænkede med 300 basispunkter. Dengang var der plads til store sænkninger i alle lande med undtagelse af ét: Japan. Siden slutningen af 1990'erne har den japanske selskabsrente ligget mere eller mindre stabilt omkring nul.
Begrænset succes
I kølvandet på finanskrisen har centralbankerne haft et klart ønske om at kunne øge selskabsrenten til mere 'normale' niveauer. Både for at forhindre, at der opbygges finansielle ubalancer, men ikke mindst for at have mere ammunition i tilfælde af en ny nedgangsperiode. Dette er i begrænset omfang lykkedes. Generelt har renten været langt lavere end før finanskrisen.
Men hvorfor blev renten ikke hævet mere - trods økonomisk vækst og et fald i ledigheden efter finanskrisen? Siden centralbankerne har inflationsmål, må man kigge på netop inflationen. Inflationsraterne har været lavere i årene efter finanskrisen sammenlignet med årene før. Især i Eurozonen. Mindst lige så vigtigt er det imidlertid, at forventningen til inflationen også er dalet. Begge dele har bidraget til at renterne er forblevet lave. Vækstraten har heller ikke været den samme som før krisen.
Der kan komme efterdønninger
Finanskrisen var en global krise. Mellem finanskrisen og coronakrisen har der været mindre nedture, som har bidraget til at holde inflationen og renterne lave. Især den europæiske statsgældskrise og oliekrisen i 2014 havde indflydelse. Den aktuelle krise er så alvorlig, at det i sig selv taler for, at vi får markant lave renter i lang tid fremover. Samtidig er det ikke utænkeligt, at vi vil opleve tilsvarende efterdønninger efter coronakrisen, som vi så efter finanskrisen. Staternes gældsniveau vil øges betydeligt som følger af de finanspolitiske tiltagspakker, som bliver rullet ud for at holde hjulene mest muligt i gang. Kombineret med et fald i aktivitetsniveauet kan det føre til nye statsgældskriser.
Alt i alt giver dette altså ikke den helt store grund til at hverken glæde sig over eller frygte (afhængig af formuesituationen) udsigten til høje renter, når stormen, vi står midt i, er blæst over. Hvis da ikke massiv stimuli og gældsopbygning fører til, at priserne begynder at stige (hvilket er et tema for en helt anden artikel!). Det eneste, der er sikkert er, at det både når vi ser meget lave renter og høj inflation er bedst at placere pengene i aktiemarkedet, som over tid giver et bedre afkast og samtidig beskytter dig mod inflation.