James Anderson, der også er bestyrelsesformand i svenske Kinnevik, præsenterede en række negative tendenser, han mener, påvirker finansmarkederne og i sidste ende også investorers afkast. Grundlæggende mente Anderson, at investorer skal gøre op med det, han kalder for short-term-ism, altså tendensen til, at mange investorer har en kortsigtet tidshorisont, når de investerer. Anderson eksemplificerede det med et overdrevent syn på volatilitet, der ifølge Anderson er noget, alle selskaber kommer til at opleve, og dermed er en naturlig del af det at være på aktiemarkedet. Derudover mente Anderson, at markederne manglende effektivitet og i stigende grad også diversitet.
Nytårskonferencen var også stedet, hvor Anderson præsenterede metoderne til at få vendt disse tendenser. Under overskriften omhandlende ambitioner for finansbranchen forklarede han, at det er vigtigt, at investorer gentænker formålet med deres investeringer. Denne pointe hang tæt sammen med Andersons anden tanke om, at netop tidshorisonten blandt investorer skal være længere, så virksomhederne kan indfri disse formål. Et af disse formål, forklarede Anderson, kunne være den grønne omstilling.
Og for at kunne udpege netop de selskaber, der kan generere et merafkast, skal man ifølge James Anderson spille et spil, de andre investorer ikke spiller. Spillet, forklarede Anderson, handler om at identificere netop de karakteristika, der langsigtet er afgørende for, at virksomheder udvikler sig succesfuldt. Sagt med andre ord, så handler det om at være i stand til at vælge netop de aktier, der kan drive et merafkast, hvilket blandt andet aktiv aktieudvælgelse kan medvirke til.
Du kan se hele James Andersons indlæg på Nytårskonferencen her.