På SKAGENs Nytårskonference gjorde Hill det klart, at man – for at forstå Putins svagheder såvel som intentioner med krigen i Ukraine – skal kigge nøje efter. Putin har nemlig længe bedrevet et storpolitisk skuespil, der har forført mange. Hill mener, at Putin har skabt det, man kalder for et 'yderst personliggjort miljø' omkring sig, hvilket har flyttet fokus fra de faktiske politiske forhold til fx hans sygdomshistorik og udseende.
Kigger man nøje efter, får man hurtigt øje på adfærd, der ikke stemmer overens med det billede, han forsøger at konstruere af sig selv og krigen i Ukraine, understreger Hill ved Nytårskonferencen. Hun er nemlig af den overbevisning, at Putin længe har været fastfrosset i eget verdenssyn og sine ambitioner om at genvinde Ruslands historiske storhed. Og denne fastlåshed har påvirket hans forhold til sine rådgivere, som han cirkler rundt i små grupperinger omkring sig alt efter forgodtbefindende. Dette har øget distancen mellem Putin og hans rådgivere, hvilket betyder, at han på mange områder ikke har modtaget præcise informationer. Blandt andet skulle han ifølge Hill være fejlrådgivet til at tro, at invasionen af Ukraine ville forløbe nemmere, end det vi ser nu. Han holder efterhånden sine rådgivere så langt ud fra kroppen, at han ikke modtager opdaterede informationer om krigen.
Ved Nytårskonferencen vurderede Hill, at Putin øjnede muligheden for at spille med Ruslands muskler allerede inden den famøse sikkerhedskonference i München i 2007, hvor Rusland var på vej til at blive en af verdens største økonomier. Han har altså længe tænkt, at tiden har været den rette. Verden i dag ser dog allerede meget anderledes ud, og derfor mener Hill, at Putin kun vil skrue yderligere op for at nå sine mål. Han kan ikke forestille sig, at han risikerer at tabe krigen, og derfor arbejder han ikke med et "efter."
Hill skønner, at krigen, der efterhånden har udviklet sig til en krig med globale konsekvenser, kan vare længe endnu under forudsætning af, at vesten fortsat vil levere våben til Ukrainerne. I forhold til mulige afslutninger på krigen og fredsforhandlinger så mener Hill, at en løsning skal ske gennem FN, da det vil kræve en international ramme.
Du kan se hele Fiona Hills indlæg fra Nytårskonferencen her.