Det tyrkiske aktiemarked er faldet 13,3[1] procent hidtil i år, og det har ramt investorerne hårdt. Stigende inflation, en svag valutakursudvikling og politisk ustabilitet har tilsammen været en tydelig påmindelse om de risici, man påtager sig, når man investerer i udviklingslandene. Især i de lande, hvor udlandsgælden er høj.
En risikovurdering med egne øjne
Der er en voksende bekymring for, at uroen i Tyrkiet også vil kunne føre til destabilisering på både de nye markeder og de udviklede markeder generelt. Porteføljeforvalterne fra SKAGEN Kon-Tiki, SKAGEN Vekst og SKAGEN Focus besøgte femten tyrkiske selskaber, hvoraf en række af dem er i SKAGENs porteføljer.
- Generelt bekræftede vores rejse mange af markedets bekymringer omkring den tyrkiske vækstmodels bæredygtighed. Landet slås med et stort underskud på betalingsbalancen, som kun er blevet forværret af den seneste devaluering af den tyrkiske lira. Dette har også skabt en betydelig modvind for de tyrkiske selskaber, hvoriblandt mange har optaget store USD og EUR lån grundet de lavere renter, og som nu står over for betydelige refinansieringsrisici, forklarer SKAGEN Kon-Tikis forvalter, Frederik Bjelland.
Tre fonde eksponeret mod Tyrkiet
Ved udgangen af august var SKAGEN Kon-Tiki den af vores fonde, som havde den største eksponering mod Tyrkiet. Fonden har placeret 4,1 procent af porteføljen i tre tyrkiske selskaber - Sabanci Holding (2,0%), Anadolu Grubu (1,2%) og Enka Insaat (0,9%). SKAGEN Focus har via sin investering i KOC Holding en eksponering mod Tyrkiet på 1,2 procent, mens SKAGEN Vekst har en eksponering på 0,5 procent, som via to mindre positioner i Enka Insaat (0,3%) og Anadolu Grubu (0,2%). SKAGEN Global eller SKAGEN Insight er ikke eksponeret mod tyrkiske selskaber[2].
Som aktive forvaltere med fokus på værdibaserede investeringer, vurderer forvalterne løbende selskabernes afkastpotentiale både i forhold til deres risici - herunder risici forbundet med geopolitiske og makroøkonomiske begivenheder - og alternative investeringsmuligheder på andre markeder. Porteføljeteamet har overvåget situationen i Tyrkiet i adskillige år, og de vil fortsat holde et skarpt øje med begivenhederne i landet med henblik på at optimere det samlede risiko-afkastforhold i porteføljerne.
SKAGEN Focus udnytter nedgangen
Porteføljeteamet i SKAGEN Focus udnyttede det tyrkiske markeds svaghed til at investere i det førende investeringsselskab KOC Holding til en meget lav kurs.
- Vores besøg bekræftede vores antagelse om, at KOC Holding er en solid og undervurderet investering. Selskabet er ledet af nogle af markedets bedste kapitalforvaltere. Koncernledelsen har samarbejdet proaktivt med sine datterselskaber om at forberede sig på konjunkturnedgangen, så de kan være i stand til udnytte de muligheder, der udspringer af denne situation, siger forvalter i SKAGEN Focus, David Harris.
Blandt SKAGENs øvrige tyrkiske positioner er dagligvarekoncernen Anadolu Grubu, som i øjeblikket handles til en kurs under aktiens indre værdi, og som forhåbentligt vil kunne levere forventede kursstigninger. Derudover har Enka Insaat haft fordel af den svagere lira grundet deres netto kontantbeholdning i andre lande.
Forsigtig optimisme fra forvalterne
Mens den politiske situation i Tyrkiet fortsat er uvis, er der tegn på en vis optøning af spændingerne mellem præsident Erdogan og præsident Donald Trump i forbindelse med tilbageholdelsen af den amerikanske præst, som gav anledning til de amerikanske sanktioner og forårsagede de seneste frasalg i aktiemarkedet. De to ledere mødtes i FN-regi, og rygter om Andrew Brunsons mulige løsladelse fik den tyrkiske lira til at stige med 4 procent, hvilket potentielt kunne lægge kimen til et opsving.
Eftersom de tyrkiske aktier i øjeblikket handler til en 'forward P/E' på 5.7x - svarende til et niveau, der ligger 50 procent under aktierne på de nye markeder og til kurser, der ligger 63 procent under kurserne på aktierne på de udviklede markeder[3] - vil der uundgåeligt være muligheder for investorer, når timingen er den rette. Dette gør sig særligt gældende for aktive forvaltere som SKAGEN, som kan håndplukke de mest attraktive selskaber.
- Tyrkiet vil uden tvivl byde på fantastiske investeringsmuligheder for langsigtede investorer i takt med, at konjunkturnedgangen folder sig ud. Vores besøg i Tyrkiet har været meget udbytterig i forhold til at forøge vores forståelse af, hvor disse muligheder kunne tænkes at opstå, konkluderer Fredrik Bjelland.
[1] Borsa Istanbul 100 Index pr. 27. september 2018
[2] For al information om porteføljerne pr. 31. august 2018 gælder, at procentsatserne repræsenterer vægtningen i SKAGENs fonde
[3] Kilde: MSCI, pr. 31. august 2018