Kina er efter flere årtiers formidabel vækst blevet meget vigtig for den globale økonomi. Landets BNP udgjorde for ti år siden 4,4 procent af den globale produktion. Andelen var sidste år øget til 13,3 procent. Kun USA bidrager mere til verdens produktion af varer og tjenester. Kina har en meget åben økonomi med en stor andel af import og eksport.
Den kinesiske økonomis størrelse og de tætte bånd til resten af verden betyder, at det, som foregår i Kina, angår os alle. Det handler ikke bare om, hvor høj vækstraten er, men også hvilke tiltag myndighederne iværksætter, og hvordan de påvirker økonomien. Kina devaluerede i august renminbien med tre procent mod dollaren, hvilket også svækkede de fleste vækstmarkedsvalutaer. Årsagen var øget skepsis over for udviklingen i kinesisk økonomi og over for den effekt, en kinesisk nedtur vil have på vækstmarkedslande, som producerer råvarer for kineserne. Det er desuden spørgsmålet, om der var tale om den første af flere devalueringer fra kineserne for at prøve at holde BNP-væksten oppe.
Skepsis over for myndighederne
Landets BNP steg ifølge de kinesiske myndigheder med præcis syv procent fra første halvår sidste år til første halvår i år. Men rigtig mange er skeptiske over for dette tal. Myndighedernes målsætning er, at økonomien i år skal vokse med – ja, netop syv procent. Det virker mildt sagt en smule suspekt, at statistikerne serverer en bulls eye for politikerne.
Andre tal, der ikke har samme symbolværdi som BNP-væksten, efterlader det indtryk, at væksten er lavere. Importen faldt med seks procent i 12-månedersperioden fra juni sidste år til juni i år, og eksporten steg kun 2,7 procent. Det vidner om lavere vækst i det hjemlige forbrug af varer og tjenester og betydeligt lavere vækst i den globale efterspørgsel på kinesisk producerede varer og tjenester. Begge dele er svære at forene med en BNP-vækst på syv procent.
De officielle tal for industriproduktionen har ligeledes høj symbolværdi. De udtrykker, at den årlige vækst indtil nu i år har holdt sig på omkring seks procent. Men aktivitetsindikatorer, produceret både af de kinesiske myndigheder og det internationale finansielle informationsbureau Markit, peger på, at industriproduktionen nogenlunde står stille på stedet.
Tror, at væksten ligger på fem procent
Kinas nuværende premierminister udtalte for nogle år siden, at man ikke kunne stole på de officielle BNP- og industriproduktionstal. Han mente, at fokus burde ligge på kreditformidling, el-produktion og jernbanernes fragtvolumen. En sådan temperaturmåler har imidlertid den svaghed, at serviceproduktionens stigende betydning ikke opfanges. Den har de seneste to år udgjort en større andel af BNP end industriproduktionen og bygge- og anlægssektoren.
Serviceproduktionens betydning kan vise sig at være langt højere, end de officielle statistikker påstår. Det skyldes ikke kun, at kommunister godt kan lide industriarbejdere. Det er vanskeligt at opfange nye erhvervsgrenes betydning. PMI-tallene for serviceproduktion peger på, at væksten har ligget på cirka det samme niveau de seneste tre år.
Når alt kommer til alt, vil jeg tro, at væksten i den kinesiske økonomi ligger på omkring fem procent. Det stemmer godt overens med investorernes prisfastsættelse af globale aktiver.
Det er helt naturligt, at den økonomiske vækst aftager, efterhånden som et land bliver rigere. Først plukker man de lavt hængende frugter, som ikke kræver den store kapital. Efterhånden får man mindre og mindre igen for ny kapital. Trendvæksten kan stadig holdes på et rimelig højt niveau, men yderligere markedsøkonomiske reformer er påkrævet. For eksempel privatisering af de store statsejede selskaber. De kinesiske myndigheder har på dette punkt indikeret, at de har viljen, men indtil nu har man intet foretaget sig.
Devaluering er det bedste våben
Trendvæksten holder sig fint på fem-seks procent, men der er alligevel fare for, at Kina står over for en faldende konjunktur. Mange af sidste års investeringer har ikke været lønsomme. Gælden har hobet sig op, især hos de lokale myndigheder, og den kan blive svær at vedligeholde. Et betydeligt fald i investeringerne og forbrugernes svigtende tro på fremtidig indtægt kan trække realvæksten yderligere ned. Det vil skabe negative ringe i vandet i den globale økonomi.
Hvad vil myndighederne så foretage sig for at få økonomien ud af en faldende konjunktur? Erfaringen antyder, at de vil forsøge sig med finanspolitiske tiltag. Men økonomiens historie har vist, at finanspolitik ikke er særlig velegnet til at få økonomien op af en bølgedal.
Pengepolitik har større virkning. Renterne er imidlertid allerede ret lave i Kina, så der er ikke meget at tage af. Det kan stimulere øget udlån at slække yderligere på bankernes reservekrav, som har en funktion i Kina. Men effekten af at nedskrive renminbiens værdi er nok størst. Eksporten vil blive stimuleret, og den hjemlige efterspørgsel vredet i retning af egne varer og tjenester. Der vil sikkert være meget at komme efter her, uden fare for at inflationen – som ligger på 1,6 procent – vil løbe løbsk.
Renminbien er blevet styrket, i tråd med at Kina i flere år er vokset mere end handelspartnerne. Ved udgangen af september var den kinesiske valuta handelsvægtet otte procent stærkere end for et år siden.
Hvis det viser sig, at Kina glider ind i en lavkonjunktur, må vi formentlig være forberedt på en langt svagere renminbi. Så gælder det om at få udredt, hvilke konsekvenser det vil få for den globale økonomi og priser på aktiver.